Nu er jeg dampet så tilstrækkeligt meget af, at jeg kan fortælle om det, uden tasterne begynder at smelte.
Nogen ville i byen fredag aften, hvilket er okay, man skal jo lære det og da han nogen hverken drikker eller ryger, samt altid er kommet hjem til aftalt tid, var der grønt lys for det!
Og nogen forsvandt ud i natten. På cykel. Og aftalen var også at han gerne måtte tage hjelmen af ude i mørket, så ingen fik at se at han rent faktisk kører med den. Noget af vejen.
Da klokken nåede, og derpå fjernede sig fra hjemkomsttidspunktet og jeg begyndte at blive nervøs, puffede jeg til First Man og forhørte mig om det nu også var kl. lidt sent nogen skulle være hjemme igen, eller først kl. meget sent.
Min søde mand kunne så meddele mig, at vores unge, og lige knapt så håbefulde, søn var på vej hjem til fods.
For cyklen var blevet stjålet.
…
Hans søsters cykel.
Med kurv, lygter og hjelm og hele baduljen.
Allerede her begyndte jeg at lægge i kakkelovnen. Store gedigne brændeknuder. Og godt med blus på.
For jeg ville vædde hvad det skulle være med, at han ikke havde låst sin søsters cykel.
Og jeg havde helt ret.
Og mand, hvor fik han skæld ud.
I over 10 minutter.
Der midt om natten. Nøøøj, hvor var jeg gal.
Og i øvrigt meget glad for, at han havde et job, så han kunne købe en ny cykel til sin søster.
Den stakkels, og meget ulykkelige dreng, sagde ikke ret meget. Ikke andet end: “Ja det skal jeg nok”.
Og så blev han sparket i seng..
Næste dag, hvor jeg trods alt var begyndt at tale til ham igen uden at hvæse, var han blid som et lam. Støvsugede af sig selv. Og den slags. Smilede også til sin lillebror.
Han fik også et trøstende knus. Faktisk. Så helt rendyrket ond var jeg dog ikke.
Efter aftensmaden, ville jeg ud og kigge efter cyklen. Den måtte være der. Det skulle den bare være. Smidt et eller andet sted. Vi bor jo ikke i Københavstrup, ovre på Djævleøen.
To gange har vi fået stjålet cykler og begge gange er de blevet fundet igen, herude på landet.
Så jeg fyldte det røde lyn med børn og afsted drog vi. Ledte her og hist, oppe og nede og mange andre steder. Og så tilbage til åstedet.
Før vi endnu engang delte os, for at vandre rundt i eftersøgningshold, ville jeg alligevel tjekke bagsiden af hækken ved cykelstativerne. Og sendte Gårdmand Bjørn ind for at lede.
Bingo!
Et styks søsterlig cykel blev fremdraget fra undersiden af en bøgehæk.
Og der var indtil flere der blev meget glade. Både cyklens ejermand, den uheldige helt og cykelfinderen og så mig selv. Af forskellige, men åbenlyse årsager!
Da jeg sagde godnat til ham sagde han: “Puuh det var godt vi fandt den. Jeg var så ked af det. Mest fordi jeg vidste det var dumt at jeg ikke havde nøglen med.”
Og jeg sagde en stille bøn, og takkede for at min dejlige dreng er så god som han er. Trods alt!
Folk siger nogen gange til mig: “jooo, men du er jo slet ikke helt sikker på at han ikke drikker eller ryger i smug, eller laver andet skidt.”
(Det bliver gerne sagt af den slags mennesker, som af hjertet håber at det faktisk forholder sig sådan, for det er virkelig snyd, at jeg ikke skal have samme problemer som alle andre)
Og nej, jeg er ikke sikker, men som udgangspunkt stoler jeg på dem.
De har før lavet tossede ting, naturligvis og heldigvis, men de er altid kommet hjem for at tilstå. Og når straffen ikke helt står mål med hvad de frygter, og de ser at vi sagtens kan snakke sammen om hvordan og hvorfor, så er det med tilståelser ikke helt så svært, og egentligt bare noget der skal overstås.
Som deres bramfrie mor (det er så mig) siger: “hvis du har nosser nok til at gøre noget dumt, så må du have nosser nok til at tage skraldet”
Og det har de så – alle fire!
Og ja, jeg ved det godt: de kunne virkeligt være meget værre!!
Related posts:
